Efterårsbrev til SSH’s medlemmer

Efteråret står for døren, sommeren er svundet og mange har sejlet til nære og fjerne kyster. 

Hvad har bestyrelsen lavet? Har de arbejdet med SSH projekter og opgaver? Eller har de sejlet deres egen sø? 

Svaret er begge dele! Der er sejlet og oplevet nyt. Der er samlet kræfter til det videre arbejde med SSH relevante opgaver, og der er holdt virtuelle og fysiske bestyrelsesmøder. Corona-tiden lærte os at holde virtuelle møder – geografisk afstand er ikke en hindring for at holde møder og træffe beslutninger. 

De største emner har været, og er stadig, ny lejeaftale med Skive kommune og nye ordensregler i havnen. 

 

I forhold til lejeaftalen har der været fokus på, hvilke arealer SSH råder over og, hvad der fremadrettet skal indgå i aftalen. Det er aftalt, at Skive kommune og SSH’s bestyrelse mødes henover efteråret, hvor kommende lejeaftale udfærdiges. Skive kommune har pt “bolden” og bestyrelsen afventer udspil fra kommunen. Skive kommune har allerede givet tilsagn om, at lejeaftalen fortsætter uændret, selv om vi ikke når i mål i 2024.

 

Det kommende ordensreglement er udarbejdet og indsendt til høring i Skive kommune og til godkendelse i Trafikstyrelsen, med forventet sagsbehandling i år.

Der ligger et meget stort arbejde bag ordensreglementet, som består af Trafikstyrelsens “Standartreglement for overholdelse af orden i danske lystbådehavne og mindre fiskerihavne…. “ og af et tillæg “Særlige regler for Skive Søsports Havn”. 

Som det fremgår af titlen på ordensreglementet, er det et standartreglement, som gælder i alle danske havne. Hertil kan vi tilføje et bilag som gælder for SSH. 

 

Har SSH ikke et ordensreglement, som medlemmer og gæster kan forholde sig til? 

Svaret er, at Trafikstyrelsens ordensreglement gælder for alle lystbådehavne i Danmark. Heraf fremgår “at føreren af ethvert fartøj i havnen samt havnens øvrige brugere har pligt til at gøre sig bekendt med indholdet af dette reglement…..”. 

Men sandheden er også, at vores nuværende ordensreglement bærer præg af, at skiftende bestyrelser har reguleret, tilføjet og klippet i ordensreglementet, så det i dag ikke er retvisende, ej heller godkendt.

 

Kunne bestyrelsen så ikke have tydeliggjort Trafikstyrelsens ordensreglement som gældende i SSH? 

Jo, det kunne bestyrelsen have gjort, og det var måske en fejl, at vi ikke gjorde det. Men vi valgte at beholde det gamle, i en tro på, at det ikke kunne tage lang tid at formulere et nyt tillæg til Trafikstyrelsens ordensreglement. Vi tog fejl, for det tog mere end et halv år at gennemtænke og gennemarbejde ordensreglementet, så det spiller sammen med SSH’s vedtægter, retningslinjer og alt det andet, der er nødvendigt i en veldrevet havn. 

 

Sideløbende har bestyrelsen arbejdet med “Betingelser for pladslejer” og “Betingelser for fastboende i Skive Søsports Havn”. 

 

Det er bestyrelsens ønske, at det nye ordensreglement og de nye betingelser bliver taget godt imod og udmøntet i en god tone og i respektfuld adfærd i alle foreningens hjørner og kroge. Kun på den måde giver regler og retningslinjer værdi til SSH.

 

Her i efteråret er der kommet endnu en stor sag på bestyrelsens bord. Der skal arbejdes med planer for godkendte vaskepladser til både, således at bådene kan vaskes, også dem der er påført biocidholdig bundmaling. Vi skal værne om miljøet og vi skal forebygge, at bundsedimentet i havnen ikke skifter karakter fra klapsediment til deponisediment! Sker det bliver det først rigtigt dyrt for alle pladshavere i havnen. Mere om dette vigtige emne i næste brev til SSH’s medlemmer. 

 

Jeg ønsker alle et arbejdsomt efterår.

De bedste hilsner

Lars Kilt

Formand SSH

Del

Facebook
Twitter
LinkedIn
Email