Ekstraordinære generalforsamling den 20. september 2026 – statusberetning

På den ekstraordinære generalforsamling den 20. september 2026 aflagde jeg, som forhenværende formand, denne statusberetning:

Jan Stilling har på vegne af ca. en fjerdedel af havnens pladshavere begæret en ekstraordinær generalforsamling. Dagsorden drejer sig om “væsentlige beslutninger siden den ordinære GF i marts måned 2026” med  efterfølgende mistillidsafstemning. 

Der efterlyses information og der er mistillid til bestyrelsen.

På generalforsamlingen for 5 måneder siden blev budgettet godkendt med stort flertal. Budgettet inklusiv løn til medarbejderne blev, efter grundig debat, godkendt med 53 stemmer for og 5 imod.

Siden da er der rejst en massiv uro på havnen og der efterlyses mere information om beslutningsgrundlaget.

Bestyrelsen anerkender opfattelsen af mangel på information! 

Nogle ting kunne være gjort anderledes og andre tacklet på en anden måde! 

Og det er jo ikke fordi bestyrelsen ikke vil, eller ikke har lyst til, at informere medlemmerne om, hvad der sker i Bestyrelsen, men energi og kræfter er brugt på noget andet!

Bestyrelsen har siden oktober 2023 implementeret et havnereglement, som er godkendt af Søfartsstyrelsen, Skive kommune og Skive Søsports Havn, og hertil en lang række gennemskuelige og klare retningslinjer for driften af havnen. Alt dette er godkendt på generalforsamlinger og kan derfor ikke uden videre laves om af kommende bestyrelser. 

Lejekontrakten mellem Skive kommune og SSH ophørte for nogle år siden. En ny lejekontrakt skulle dannes med afsæt i, at Skive kommune ønskede at SSH overtog moler, bolværker, trappenader og oprensning og uddybning af havnen. Her blev det vigtigt for Bestyrelsen at afklare, hvad SSH ville, og kunne, overtage og på hvilke betingelser. Bestyrelsen satte en møderække op mellem SSH, Skive kommune og konsortiet bag Hotel Strandtangen, som også ejer en del af havnen. Bestyrelsen havde held med at bringe alle parter til dialogmøder ved samme bord. Vi er kommet et godt stykke vej i processen, hvor vi nu drøfter spunsning foran bolværk, adkomst til bro 7 og juridiske muligheder for at ændre bygge- og skel linjer.

Bestyrelsen arbejder lige nu med:

  • Havnens dag den 12. september – som er et samarbejde mellem klubberne i Fællesforum, hvor bl.a. redningstjenesterne Eskadrille 722 og DSRS Løgstør fysisk er til stede med helikopter og båd, samtidig med at klubberne præsenterer deres respektive aktiviteter efterfulgt af et gratis tragtement ved Roklubbens lokaler. Arrangementet er omkostningsneutralt fra SSH. Samme dag afsluttes træskibssejladsen “Limfjorden Rundt” i Skive Havn og Skiveløbet afvikles. Et PR arrangement som vil tiltrække rigtig mange tilskuere.
  • Kulturbænken – som er et samarbejde med Skive Roklub, som har 100 års fødselsdag, om en gave til Skive By i anledning af 700 års jubilæet. Bænken har form som et skib og bygges i tømmer af skibstømrerne bag Toldkrydseren “Marienlyst”. Fondssøgning er i gang og delvist bevilget.
  • Legepladsen på havnen – som er et samarbejde i Fællesforum om en ny legeplads financieret af foreningerne, havnen og  fonde.
  • Fællesforum – som er et høringsforum for alle foreningerne i og omkring Skive Søsports Havn. 
  • Havnens fremtid og ejerskab – med fortløbende møder om afklaring af havnens rammer og kommende ejerskab med deltagelse af Skive Kommune, konsortiet bag Hotel Strandtangen og SSH.
  • Kommende Vaskepladser ved Erhvervshavnen – et samarbejde mellem SSH og Skive kommune. Kommunalt budgetteret anlægsprojekt 2027/28
  • Visionen om Skive Søsports Havn – hvor formålet er, at gøre havnen til et sikkert valg af bådplads og dermed ikke en potentiel p-plads midt mellem søsports-magneterne Ålborg og Struer!  Visionsplan med kommentarer ses i Havnestuen. 
  • Omorganisering/udvikling af bådebroer og -pladser i Skive Søsports Havn fordi bådene bliver større, bredere og længere. Der er udarbejdet en landmåler GPS baseret plantegning. Arbejdet er omkostningsneutralt for SSH.

På trods af et godt og givende samarbejde i bestyrelsen og med diverse samarbejdsparter, har Bestyrelsesarbejdet i 2026 ikke genereret energi og det har ikke været sjovt at sidde i bestyrelsen.

For flere bestyrelsesmedlemmer har det ikke været rart at komme i havnen for at tilse båd og pleje sociale kontakter.

Med historisk baggrund i, at der altid har været grobund for uro og brokkeri i Skive Søsports Havn, så har Bestyrelsen været forberedt på lidt af hvert…..

……men  bestyrelsen var på ingen måde forberedt på den massive kritik og meget grovkornede retorik, hvor nogle medlemmer hårdnakket påstod, at bestyrelsen var i gang med at fyre havnefogeden. 

Det var bestyrelsen ikke! Der var tale om en virksomhedsanalyse af personaleresourcer i samarbejde med havnefogeden! Der var på ingen måde tale om at havnefogeden skulle fyres, men en dialog om, hvordan timerne kunne bruges! Fyring blev italesat af andre på broerne og på Facebook.

Bestyrelsen var heller ikke forberedt på den voldsomme og uanstændige kritik, der ramte havnens nye Administrativ Havnefoged. Det faldt åbentlyst nogle for brystet, at den nye medarbejder er kvinde. Og selv om hun på alle parametre er kvalificeret som administrativ medarbejder, så blev hun på det skammeligste omtalt som “tøsen”, som “dukkebarnet”, som “pigebarnet” og andre sexistiske og nedladende udtryk på diverse Facebook-sider. Et medlem sagde oven i købet højlydt og vrissent til hende på Havnekontoret: “dig har vi ikke brug for!” Disse grove og nedladende udsagn blev “liked” af adskillige medlemmer, som dermed udtrykte enighed med ejermændene.

Nogle valgte bevidst, at se Administrativ Havnefoged som en konkurrent til Havnefoged for Drift, og ikke som det supplement hun var ansat som, nemlig til at overtage hele administrationen, også den vi købte dyrt af Anker Høst, samt at udvikle Frihavnsordningen og brande SSH.

Bestyrelsen afstår helt og aldeles fra at debattere personalets potentiale, færdigheder og kompetencer – det er og bliver bestyrelsens opgave! Punktum!

Kritikken var så usmagelig og så ubehagelig, at jeg, som formand, skrev et indlæg på SSH’s Facebook. Og så blev jeg mødt med personlige angreb.

Bestyrelsen havde heller ikke på nogen måde forestillet sig, at nogle medlemmer, efter afviklingen af GF i marts, satte spørgsmålstegn ved om afviklingen var lovlig, eller om stemmetællerne og optællingen af stemmer var manipuleret og om GF i det hele taget var lovligt indkaldt, selv om dirigenten erklærede den lovlig og ingen i forsamlingen gjorde invendinger imod det, inden den blev sat i gang af dirigenten.

Ej heller havde bestyrelsen forestillet sig, at samarbejdet med kritisk revisor Henrik Skou Sørensen, udviklede sig i en retning, der umuliggjorde al fremtidig samarbejde. Bestyrelsen er af den opfattelse, at det er bestyrelsen og ikke kritisk revisor, der sætter retning for foreningens arbejde. 

Begæringen til denne ekstraordinære generalforsamling blev fremsendt til bestyrelsen den 10. juli 2026, altså i sommerferiens begyndelse, hvor de fleste i bestyrelsen allerede var sejlet på sommertogt i ind- og udland. De få, der ikke var afsted dengang, er på ferie nu, også i ind- og udland, og derfor er flere bestyrelsesmedlemmer ikke til stede i dag.

Hertil kommer, at havnefogederne afvikler ferie jf deres planlagte ferieplan. På begærings-tidspunktet var begge havnefogeder delvis raskmeldte grundet sygdom, og er det stadig. Ud over, at det er træls for personalet at være delvist rask/syg, med deraf følgende nedsat arbejdsduelighed, så betyder det også, at bestyrelsen har været afskåret fra fakta og data. 

Trods det, som nærmest ligner et bevidst benspænd, blev der jf. vedtægterne fastsat en dato og fremskaffet et mødested, med stor velvilje fra Skive Sejlklub, til denne ekstraordinære generalforsamling,

På baggrund af den fortløbende uro og voldsomme kritik og på trods af de gode resultater der er opnået, har bestyrelsen besluttet at træde tilbage.

Skive Søsports Havn er derfor i aften uden bestyrelse, når denne status er afsluttet.

Inden bestyrelsen trådte tilbage er der sørget for:

  • at der er fulgt op på medarbejdernes sygdomsforløb
  • at der er søgt diverse refusioner
  • at medarbejdernes løn er dannet og godkendt til og med august måned.
  • at Bestyrelsesmedlemmer, ikke længere har adgang til Havnekontoret og SSH’s it platforme, ej heller til at prissætte el og diesel.
  • at et medlem af bestyrelsen vil bistå den nye bestyrelse med adgang til it-platforme og adgang til havnekontoret mm, så den nye bestyrelse ikke står i samme situation, som vi gjorde, da vi overtog styringen af SSH.
  • og at den ekstraordinære generalforsamling ikke har belastet foreningens økonomi med et anseeligt beløb til dirigent og husleje, som det skete, da vi overtog. 

Og bortset fra pågående sygdomsforløb, så er drift og administration af Skive Søsports Havn i gode hænder hos havnefogederne for Administration og Drift – pas godt på dem. De er hver især “perler” på deres område. 

Held og Lykke til den kommende bestyrelse!

Tak for nu!

Del

Facebook
Twitter
LinkedIn
Email